Igennem flere år har Kommunen.dk i samarbejde med DK Nyt kulegravet bostedsområdet og undervejs afsløret omsorgssvigt, svindel med offentlige – primært – kommunale midler og huller i lovgivningen. Det udløser nu en finalebillet til en af journalistikkens fornemste priser: Anders Bordings journalistpris 2026.
Journalist-trioen Lasse Lindholm fra DK Nyt og Jeppe Emil Gurlev og Henriette Szocska fra Kommunen.dk er en af tre nominerede til prisen, som uddeles den 8. oktober ved prisfesten i Altingets gård i København.
Anders Bording-priserne har siden 1964 hyldet fag- og nichemediernes journalistik og deres vigtige rolle i den demokratiske samtale. Anders Bording-priserne er navngivet efter Anders Bording, som i 1666 udgav det første periodiske tidsskrift i Danmark. Formålet med priserne er skabe opmærksomhed og anerkendelse af den vigtige demokratiske rolle, som fag- og nichemedierne har.
Anders Bordings Journalistpris uddeles til en eller flere personer for en bemærkelsesværdig og inspirerende journalistisk præstation i et fag- eller specialmedie. Der lægges vægt på, at prisvinderen demonstrerer et indgående kendskab til sit fagområde og har formidlet journalistikken på en måde, der er relevant for målgruppen.
Flere end 60 artikler
Beskrivelsen passer på projektet i Kommunen.dk og DK Nyt. Gennem flere end 60 artikler siden 2022 har vi dokumenteret, hvordan offentlige millioner er endt hos profitmagere, mens udsatte borgere har betalt prisen. Afdækningen har belyst svigt, økonomisk kriminalitet og et myndighedssystem, der trods gentagne advarsler har haft svært ved at dæmme op for problemerne.
Journalisterne har gennemgået tusindvis af siders aktindsigter, regnskaber og tilsynsdokumenter, opdyrket et omfattende kildenetværk og konfronteret ansvarlige aktører med dokumentationen.
En stribe af artiklerne i projektet er skrevet i tæt samarbejde med dagbladet Politiken.
Journalisterne har ikke bare beskrevet enkeltsagerne. I serien har de også løftet blikket og dokumenteret de strukturelle problemer, der muliggør svindlen.
Afdækningen er resultatet af vedholdende, dokumentbaseret og kritisk journalistik om et komplekst område, hvor konsekvenserne rammer både samfundsøkonomien og nogle af samfundets mest udsatte borgere.


